Næstved historisk set

middel­alder: romansk ca. 1100-1300: Tykke mure i natursten, senere tegl der hviler på halve cirkel­buer over små døre og vinduer. Næsten kun bevaret i kirker og klostre, i Næstved kun som detaljer efter senere om­bygninger
- og gotisk ca. 1250-1536: Stræbepiller og spidsbuer giver lethed, højde og lys. Flot repræsenteret i Næstved, både kirkeligt og verdsligt
renæssance ca. 1500-1650: I provinsen hverken Rosenborg eller Børsen, men flotte bindingsværks­gårde med samme stiltræk. De dominerede tidligere provins­byerne, også Næstved. Men der er kun bevaret to, og et par detaljer, efter hårde ned­rivninger
enevælde: gårde i bindings­værk ca. 1660-1800: Kongernes, adelens, de store kirkers og hoved­stædernes arkitektur, ses ikke i Næstved der var i rivende tilbage­gang i de år - heller ikke den borger­lige barok der udvikledes i København med ildebrands­husene. Men der er lidt gårde og huse fra tiden
- og rokoko ca. 1750-1800: Med lidt god vilje repræsenteret i Næstved med 2 huse, men de er stærkt ombyggede og 1 kunne lige så vel kaldes klassicistisk
klassicisme ca. 1800-1860: Napoleons­tidens og det frem­voksende borger­skabs huse, smukke, enkle, strenge, lidt kedelige. Deles tit op i empire og efter­følgende bieder­meier
Næstved o. 1875 en mellem­status
historicisme ca. 1850-1930: Industrialiseringens og folke­vandringens huse stjæler med arme og ben fra tidligere perioder og kombinerer dem frit. Jernbane­gade er nærmest en parade af den tids huse, men de findes overalt i byen. Villaerne er noget nyt
jugendstil ca. 1900-1914: Den lyse lette optimistiske stil med "organiske" træk og lighed med gotikken levede kort. Første verdenskrig slog den ihjel. Svagt repræsenteret i Danmark og snarere i den tunge tysk-østrigske udgave end i den lette belgisk-franske. I Næstved ses kun enkelte detaljer
nyklassicisme ca. 1910-: Moderering af historicismen eller overgang til funktionalismen
international funktionalisme 1932-: Det er moderne! Stål, beton, glas, flade tage, rette linjer, ingen over­flødig pynt. Den sørger beboerne som regel selv for med bly­indfattede ruder og røvballe­gardiner
national funktionalisme1931-: Indser at flade tage ikke duer i Danmark, og at tegl stadig er et glimrende materiale, imøde­kommer måske også den nationale tidsånd
brutalisme 1956-, fort­sættelse af international funktionalisme. Det er præfabrikerede beton­elementer uden megen kamuflage. I DDR hed det Plattenbau
traditionalisme ca. 1975-: Energikriser gjorde døre og vinduer mindre. Solide huse, enten lidt kedelige eller vel tutte­nuttede. Der er mange af dem i byen
postmodernisme ca. 1990-: Det aner jeg ikke hvad er. En gen­oplivelse af historicismen? Alt er tilladt, stiltræk og indfald blandes frit. Det kan ikke bære hele huse, kun snurrige detaljer

andre måder:

Næstved er en typisk middel­stor provinsby: I århundreder en teglhængt landsby, priviligeret til at brænde brændevin. I nutiden: Et halvt hundrede tusind ind­byggere, banegård, havn, bibliotek, torv, to middelalder­kirker, kloster­kirke og et par nyere, to gymnasier, teknisk skole, handels­skole, AMU-center og sygepleje­skole men ingen højere lære­anstalter.

Men byen har også sit særpræg. Det er vidt­gående bestemt af Susåen, Sandbjerget, Skovkloster, soldater og sanering.

Beliggenheden mellem Susåen i sydvest og Sand­bjerget i nordøst giver niveau­forskelle og stejle gader. Den giver også grønne områder tæt på bymidten. I nordvest trak Skov­klosters, det senere Herlufs­holms jorder grænsen for køb­staden der hvor nu Center­ring Rådmands­haven løber.

Byens udviking falder i to over­ordnede perioder:

Den førindustrielle by

er en integreret by: Rig og fattig boede i samme kvarter, i samme gade, ja i samme hus. Det hænger sammen med at man levede i hus­holdninger, dvs. foruden selve familien også tjeneste­folk eller tyende. Tyende var både egentlige tjeneste­folk (barnepige, kokkepige, hus­hovmester, amme, stuepige, kusk) og ugift arbejds­kraft der boede hos mester. I de finere huse boede husbond med familie typisk på første sal mens der kunne være kontorer i andre lokaler, og tyendet boede i på lofts- og kælder­værelser og i baghuse.

Næstved har bevaret to fine eksempler på den slags huse: Wittusens gård og købmands­gården på hjørnet Riddergade, Østergade.

Småborgerlige nærings­drivende holdt også tyende, bare i mindre omfang. Allige­vel havde også deres huse betydeligt udenoms­rum i bag- og sidehuse til produktion, men også til stald og oplagring. Man købte stort ind enten direkte hos bønderne på torvet eller hos en stor­købmand. Næstved har en del af den slags huse. Gode eksempler er Købmager­gade 6, Kindheste­gade 7 og Riddergade 8. I det sidste eksempel rummer forhuset nu liberalt erhverv mens baghuset, smukt restaureret, er en attraktiv bolig.

Men integrationen havde grænser. Også i en før­industrielle by var det gader med lav anseelse. "Ramsherred" fortæller det, først brugt om et nu forsvundet stræde mod Suså, så om det nuværende Ramsherred. Et andet eksempel var Fattigbo­stræde, nu Sortebrødre­stræde. Men så drejede det sig om helt marginale grupper, kriminelle, prostituerede og folk på fattig­hjælp.

Til den førindustrielle by svarer i store træk stil­perioderne til og med klassicismen.

Industrialismens by

er en segregeret by. Segregeret betyder adskilt, for­skellige klasser boede i hver sine huse, helst i hver sine kvarterer. Det hænger sammen med at den nye store gruppe af løn­modtagere ikke holder tyende. Den lever i kerne­familier: far, mor og børn.

Næstved har ikke noget udpræget arbejder­kvarter. Det skyldes dels at byen voksede ret svagt indtil 1938, dels at meget er revet ned. Nærmest kommer nok Møllegade, hvor nr. 8-12 stadig står mens resten er revet ned. Den førte meget praktisk ud til byens største arbejds­plads Maglemølle Papir­fabrik. Fabrikkerne lå inde i eller tæt ved byen. Centre var også Hermansens Jern­støberi, senere DEFOR, i Grønnegade og industrien i Farver­gade. Men det ses ikke meget i dag, næsten alt er forsvundet. Senere gik kommunen og arbejderbevægelsen ind i boligbrancen.

Til industrialismens by svarer i store træk stilperioderne fra og med historicismen.

Byplanloven 1938 krævede adskillelse af bolig- og industri­byggeri, industrien flyttede efter­hånden ud i nye industri­kvarterer. Også børne­familier flyttede ud, til for­stædernes boligblokke og parcelhuse. Tilbage bliver de unge, de gamle, de enlige og de mærkelige, og så handel, service, kultur og for­lystelser. Måske er vi på vej ind i en tredje periode, den post­industrielle eller post­moderne by.

juni 2022