8/8 2009 kl. 17.18
Riddergade 1A
Huset er et monument over korneksportens tid ca. 1840-75. Det er opført 1845 i grundmur (de små flensborgsten) som del af købmandsgården ved siden af (1 side tilbage). Senere tilføjedes kvist med læssebom og derunder høje læsseluger, nu franske altaner, næsten midt i facaden. Huset blev restaureret 1975-76 ved arkitekt Knud Toftvad i samarbejde med Karsten Rønnows tegnestue i København for den selvejende institution Det Røde Pakhus.
1904 indrettede Valdemar Huus Møllekværn, Valseværk og Kagebrækker, som drives ved mekanisk Kraft i huset, 1914 også et mekanisk foderblandingsanlæg. Wilh. Smith lejede det 1925 og købte det 1958. Da havde hans virksomhed allerede bygget moderne siloer og foderblandingsanlæg på den nye havn, Det Røde Pakhus var blevet utidssvarende; efter lange forhandlinger og trussel om nedrivning solgte Wilh. Smith A/S det 1973 til Sparekassen Bikuben. Året efter dannedes den selvejende institution Det Røde Pakhus med lrs. H. Juulsgaard og arkitekterne Aage Nielsen og Knud Toftvad som drivkræfter. Den kunne efter en indsamling og offentlige tilskud kunne købe og restaurere huset 1975-76. Det var ingen let opgave, f.eks. var der ingen trapper i huset, kun stiger mellem plankedækkene.
Det restaurerede hus blev indviet 2/7 1976. Hensigten var at det skulle være et borgernes hus som skal kunne benyttes på lige fod af alle byens indbyggere. Sådan blev det ikke. Kommunens overtagelse af Grønnegades Kaserne 1978 gjorde det vel også overflødigt. I stedet er her restaurant og selskabslokaler med skiftende indehavere - ingen af dem anbefalelsesværdige. Den aktuelle bruger mit tidligere foto, uden tilladelse og uden betaling, på sin webside, som jeg selvfølgelig ikke linker til.
Arkitektfirmaet CASA boede i tagetagen fra 2001 indtil det 2007 flyttede i eget hus på Farimagsvej 69.
Ved indvielsen advarede borgmester Svend Hansen om at huset måtte klare sig uden kommunal støtte. Sådan blev det ikke. Byrådet måtte løbende bevilge støtte. Det skabte bitterhed hos andre restaurationsvirksomheder, særlig akut 1982 da Vinhuset var lukningstruet og motiverede problemerne med den kommunale støtte til pakhuset. Til sidst måtte den selvejende institution give op afhændede huset. Det er nu privatejet.
Selv om ikke alle idealer holdt, fortjener mændene bag restaureringen og bevaringen stor tak. Uden dem kunne huset meget vel være forsvundet, som så mange andre perler i Næstved.
Somme tider hører jeg folk beklage at pakhuset har moderne termovinduer med store glasflader, ikke sprossevinduer. Det skyldes vist en misforståelse. Oprindelig havde den tids kornmagasiner slet ikke ruder, kun skodder der stod åbne i godt vejr. Gennemtrækken tørrede kornet, evt. suppleret af folk der kastede det rundt i vinden. De store ubrudte lysninger kommer tæt på det oprindelige udtryk.
Facaden står i skel. Den bærer præg af ombygning og skade. 1867 sægte købmand Weeke tilladelse til efter aftale med naboen at indsætte flere luger i den. Byrådet turde ikke træffe afgørelse og henskød sagen til justitsministeriet. Det videre forløb kendes ikke. Men sagen er nok gået i orden senest efter at Weeke 1875 købte nabogården.
2/3 2010
