Torvestræde 8, opført 1901 ved arkitekt A.P. Lauritsen, om- og tilbygning 1967-69 ved arkitekt B. Nordsted-Jørgensen og gennemgribende renoveret 1990-91 ved arkitekt Bent Saks for apoteker Per Wijngaard.
Her lå et mindre hus før: En annonce i Næstved Avis 25/4 1867 nævner det lille Sted i Torvestrædet imellem Købmand Petersen og Isenkræmmer Roding. Et kommunalt opmølingkort 1877 viser en fritliggende længe med gavl mod gaden, nu en del af C.F. Petersens gård (1 side tilbage).
Dette Næstveds andet apotek blev oprettet ved kgl. resolution 1/10 1900, den første bevilling udstedtes januar 1901, apoteket åbnede i sit nye hus her januar 1902 som Næstved Ny Apotek, fra 1939 Svane Apotek. Sådan er den officielle historie. Alligevel averterede Nestved ny Apotek senest 23/12 1901 (NT), uden angivelse af adresse.
T.v., bag de 2 vinduer nærmest, åbnede trikotagefabrikant L.P. Petersen, kaldet Uldstrikkeren, samtidig Næstved Uldvarefabrik. Sortimentet, saavel i eget Fabrikat som tilført, var bredt og omfattede også Tricotage, Sko og Støvler og Symaskiner. Han havde flere bierhverv: Udvandringsagentur, agenturer for National Livsforsikringsbank 'Rotterdam' og Nordisk Brandforsikring - og som klog mand: Han udgav en lille lægebog med husråd og bryggede miksturer som han tappede på flasker og solgte. Sidst i 1911 flyttede han til sin nybyggede ejendom Mjølner, men hans udvandringsagentur havde stadig adresse her 1920. 1916 fulgte Næstved Kafferisteri ved Ejler Damgaard der 2/4 1935 flyttede hen i det nye nr. 4 (2 sider frem) og her afløstes af Damernes Magasin, en modeforretning med speciale i Fruehatte. Den fortsatte til 1963. 1965 overtog apoteket lokalet som det inddrog ved den flg. ombygning.
I forbindelse med restaureringen i 1991 tegnede grafikeren Claus Acton Friis dette nye logo. Kronen symboliserer det kgl. privilegium, vandet Suså. Symbolerne genfindes i Næstveds byvåben.
9/5 2009