Henrik Gotschalks Boder og Vesthuset

Henrik Gotschalks Boder og Vesthuset
20/5 2007 kl. 8.38

Nordfacade, Sct. Peders Kirkeplads 8, Næstved Museum

Henrik Gotschalks Boder eller bare Stenboderne (t.v., sammenbygget med Mogens Tuesens, og frem til nedløbsrøret) er Bodernes ældste hus. Dateringen er usikker, men kan bredt angives til ca. 1400. Længden er 13,7 m. Henrik Gotschalks Boder er ikke som Mogens Tuesens opkaldt efter bygherren, men efter den tidligste kendte beboer, præst og notar (byskriver, nævnt 1441), der nævnes som nu afdød i Mogens Tuesens gavebrev 1484. Huset var opdelt i 3 ens boder, mindre end Mogens Tuesens, ca. 22 kvm., hver med en dør og et todelt vindue her i nordfacaden. Kælderen / underetagen var tilsvarende tredelt. 1579 sammenlægges bod 2 og 3 (længst mod øst, t.v.), derefter anvender kirken huset som velgørende stiftelse, kældrene til oplag af byggematerialer. 1731 sælges huset til rådmand Hans Klingberg og indgår fra samme år sammen med Vesthuset (t.h.) i Hans Klingbergs Gård.

Vesthuset (t.h.) er en 8 m lang tilbygning, opr. i 2½ etage, fra engang midt i 1400-tallet. Det kaldes også Niels Brobys Hus efter beboeren i første halvdel af 1600-tallet. Huset har opr. haft udvendig trappe til den nu forsvundne overetage her på nordfacaden. Det har rummet én eller to lejligheder med indgang gennem den nu blændede dør og todelt kælder/underetage der måske har udgjort selvstændige handelsboder eller lagerrum. Sct. Peders Kirke lejede senest 1603 huset ud til kræmmer Niels Pedersen Broby der antagelig boede i det til sin død 1652. Længe efter kaldtes det Niels Brobys Hus. Herefter brugte kirken huset til oplag af byggematerialer, i kælderen kalk. 1726 solgte kirken huset. En ny ejer, handelsmand Rasmus Jensen Friis, rev 1730/31 førstesalen med kamtakgavl ned og gav huset det afvalmede tag (med hældning også mod gavlen) som var mode på den tid. 1731 solgte han huset videre til rådmand Klingberg, hvorved det sammen med Stenboderne indgik i Hans Klingbergs Gård. Rådmand Hans Klingberg døde 1744, hans bo solgte gården til kordegn Christen Hersom, der 1795 solgte den til købmand Hans Henrik Witte. Klingberg og Hersom havde selv boet i gården, Witte og flg. ejere brugte den til udlejning.

I 1850'erne var der højere borgerskole i huset. Det var den realskole Næstved Kommune iht. til cirkulære fra 1838 oprettede 1843. 1845 boede J. Peter Vindekilde, lærer ved realskolen, i gården med kone, 5 børn og tjenestepige. 1852-59/60 var kateket P. Friedenreich førstelærer; 1957 nævnes yderligere 3 lærere, alle kandidater. 1854 var den månedlige betaling 1 Rdl. 3. Mk. - 2 Rdl. 3 Mk. efter klassetrin, med Moderation, naar flere Brødre samtidigen søge Skolen - piger optoges ikke; 1857 forhøjedes taksterne til 2 Rd. - 3 Rd. 3 Mk.; der var et mindre antal fripladser som kunne søges når de blev ledige. Realskolen fik 1866 eget hus i Vinhusgade. 1867 rummede det tre lejligheder. I en af dem annonceredes i efteråret 1871 en privat realskole til den lille Præliminær-Examen; dens videre skøbne kendes foreløbig ikke. Et foto fra ca. 1900 har Christensens Gjæstgiveri over døren.

En mindre restaurering af Vesthuset gennemførtes i beg. af 1930'erne. De to huse blev restaureret som de første 1966-67, ved arkitekterne Arne Nystrøm og Jens Vestergaard Jensen. Vinduerne i Vesthusets nordfacade her er rekonstrueret temmelig frit. I Henrik Gotschalks Boder lod man 1800-tallets døre og vinduer være. Vinduet sidder hvor der opr. var dør, døren hvor der var vindue. Den brede vinduesbue har tidligere været tolket som én bred muråbning hvilket sammen med misforståelse af ordet "bod" har fået nogle til at opfatte huset som handelsboder med diske mod gaden, eller rettere kirkegården. Nu tolkes buen som det øverste af en dobbeltbue til to små vinduer. I Vesthusets blændede dør anes den plakette, som Europa Nostra i 1987 belønnede den samlede restaurering af boderne med.

Løverne, der flankerer indgangen til Næstved Museums afdeling her, er udført i beton af K. Hansen-Reistrup, det første par 1908 håndværkerudstillingen i Industribygningen. Der står andre eksemplarer andre steder i byen. Disse to, antagelig de første, må være dem der tidligere flankerede indgangen til Teknisk Skole. Der måtte de vige for en udvidelse af gaden. De skjulte sig så en årrække i Helligåndshusets have i Ringstedgade, indtil de efter restaureringen slog sig ned her.

Vesthuset
25/3 2007 kl. 16.55

Vesthuset

vestgavl. Førstesalen havde opr. kamtakgavl med blændinger. Den blev taget ned sammen med førstesalen 1730.

Midt i 1800-tallet blev der åbnet en dør i gavlfacaden her. Gavlfacaden blev som den eneste restaureret allerede 1930, udførelsen var iflg. en nutidig vurdering korrekt.

facader mod sydvest

Vesthuset og Henrik Gotschalks Boder
30/3 2007 kl. 16.20

i baggrunden de bredere Mogens Tuesens Boder

Til forskel fra Mogens Tuesens Boder havde disse to huse ikke døre i overetagen og altså heller ikke svaler og trapper ned. Bl.a. af den grund har man foreslået, at undertagen ikke hørte til lejlighederne ovenover.

Henrik Gotschalks Boder

Henrik Gotschalks Boder
16/6 2002 kl. 15.41

udsnit af sydfacade: to af de tre boder. Hans Klingberg påbyggede 1731 et sidehus i bindingsværk her. Det blev i 1920'erne udvidet med en grundmuret tilbygning.

Sidehuset blev revet ned 1966 som led i restaureringen, der i vidt omfang er en fri rekonstruktion, dog er vinduernes opr. placering fastslået og fulgt.

Henrik Gotschalks Boder
30/4 2004 kl. 17.17

Under restaureringsarbejdet 1969 fandt man i jorden foran huset denne munkesten med indridset figur i den brede flade der normalt dækkes ved opmuring. Man indmurede den i hjørnet op mod Mogens Tuesens Boder knap 2 m oppe.

Måske har en senmiddelalderlig teglværks- eller bygningsarbejder holdt frikvarter. Måske er han blevet forstyrret inden han fik givet figuren arme ...

19/5 2009