tyende

I det førindustrielle samfund levede man typisk i husholdninger: husfaderen, hans familie og tyende. Tyende er ugift personale der boede og spiste hos arbejdsgiveren (principalen). Kost og logi var en væsentlig del af lønnen, somme tider hele lønnen. I de finere huse boede husbond med familie typisk på første sal, tyendet i på lofts- og kælderværelser og i baghuse. Småborgerlige næringsdrivende holdt også tyende, bare i mindre omfang.

Tyendets vilkår blev reguleret af tyendeloven fra 1854. De fik typisk kondition - (aftale om) plads - for et halvt år ad gangen, fra skiftedag 1. maj og 1. november. De skulle have en skudsmålsbog, som de afleverede til principalen, når de blev fæstet. Principalen noterede heri ansættelsen, -1867 kunne han også skrive en bedømmelse. Principalen udøvede hustugt, kunne fysisk afstraffe drenge op til 18 år og piger op til 16. Arbejdstiden var ubestemt, tyendet stod til rådighed den vågne del af dagen.

Tyende blev ofte formidlet gennem en fæstemand som både arbejdstager og arbejdsgiver kunne gøre brug af. 1843-94 var det Reimert*(s enke), Købmagergade 8. Tyende kom ofte fra landet. Mange var kun tyende en overgang indtil de blev gift og dannede egen familie.

Vognmand og postholder Ludvig B. Lundstein* boede på hjørnet af Møllegade og Kindhestegade. 1870 omfattede hans husstand 23 personer: familien på 5 og 18 tjenestefolk: 2 tjenestepiger, 3 smede, 11 kuske og 2 arbejdskarle.

NT 14/4 1897
NT 14/4 1897

Statistikere og historikere vil gerne skelne mellem

Det giver god mening men kan ikke gennemføres i praksis, især ikke for mindre husholdninger. Gården var ramme om både privatliv og virksomhed. Gårdskarlen klarede det grove, især udendørs. Kusken kørte for principalen uanset ærinde. Således også drengen i annoncen ovenfor der passede hesten (idet jeg antager at pladsen omfattede kost og logi). Manufakturhandler L.P. Ferdinand* boede og havde forretning på Axeltorv 8.

Bine Stæger var 1855 husjomfru hos handskemager Johan Reimert og familie, Købmagergade 8. 1859 - mindst 1880 drev hun handskeværksted og -udsalg fra skiftende lejemål. Interessen og færdighederne har hun fået ved at arbejde med i produktionen hos Reimert. Hun forblev ugift, folketællingen 1870 skriver egen husholdning.

Alligevel forsøger jeg at følge denne todeling her.

privat tyende

NT 27/2 1898
NT 27/2 1898

var egentlige tjenestefolk (barnepige, kokkepige, amme, stuepige, gårdskarl). Carl Salicath* var borgmester, by- og herredsfoged i Næstved 1877-95. Efter flytning til København søgte fruen tyende i Næstved.

NT 1/6 1899
NT 1/6 1899

En tid i huset var også uddannelse til at blive gift og selv at blive husmoder.

NT 5/4 1911
NT 5/4 1911

(Fru) ritmester Hoffmann boede i villaen Præstøvej 33.

NT 3/8 1907
NT 3/8 1907

Marskandiser og ekviperingshandler Chr. Eriksen*, Sct. Mortensgade 5, var ikke meget for at stille pigekammer til rådighed. Hos ham var tyendestatus på retur. Men formuleringen "ligge hjemme", ikke "bo hjemme", fastholder den ubegrænsede arbejdstid: Man arbejdede når man var vågen.

NT 2/4 1905
NT 2/4 1905

Påskønnelse og motivation. Foreningens første formand var branddirektør Carl Chr. Tronier*.

erhvervstyende

Sjællandsposten 1/6 1839
Sjællandsposten 1/6 1839

Sadelmagermester Peter Elgstrøm, Sct. Mortensgade 5, gjorde det klart at kost og logi hos ham ikke omfattede beklædning. Det måtte læredrengen eller hans forældre selv sørge for.

Faglært personale der boede og spiste hos mester, kaldes tit også tjenestetyende i folketællinger. Deres forhold var tyende-lignede. I 1870 var langt de fleste svende ugifte, næsten alle havde kost og logi hos mester. Eksempler:

Således også hos købmænd:

Og hos embedsmænd:

Fra 1880'erne arbejdede de nye fagforeninger landsdækkende for at svende ikke var forpligtede til at acceptere kost og logi som en del af lønnen. I Næstved 1901 boede kun 1/3 af svendene hos mester (men 2/3 af lærlingene). En lignende udvikling ser vi med lidt forsinkelse for handelsmedhjælpere.

Nu tilbage til det private tyende, mere specielle forhold:

ammer

Vinhuset 1801: Den 27-årige gæstgiver Christian Sorterup* og fru Christine Magdalene havde datteren Elisabeth Maria på et år med ammen Karen Andersdatter på 25. En amme gik for at være vanskeligt tyende, svær at skaffe, svær at have med at gøre. Ikke sært. For at være produktiv skulle hun selv have født næsten samtidig med husets frue. Men eftersom der ikke var mælk til begge børn, måtte hendes eget barn enten være dødt eller sættes i pleje. Sådan en plejemor havde det morbide øgenavn "englemager" fordi spædbørns chance for at overleve på upasteuriseret komælk ikke var god. Netop derfor behøvede det bedre borgerskab ammer.

NT 9/2 1894
NT 9/2 1894
NT 23/2 1898
NT 23/2 1898

1867 averterede pastor Kragerop, Østergade 27, i Avisen efter en amme, ligeledes købmand M.P. Cohen*, Hjultorv 1, 1872. Ellers skete det mest anonymt, tit gennem jordemoderen. Sådanne annoncer ses ret hyppigt.

Det bedre borgerskabs brug af ammer fortsatte op gennem 1800-tallet. Hen ved 1900 forsvinder ammerne næsten helt. Det er vist en temperamentssag om man vil tilskrive det Pasteurs forskning eller det nye industrisamfunds mere værdige syn på menneskeligt arbejde.

en trist historie

Næstved Avis 6/7 1854:
I Fredags Eftermiddags fandtes i en Grøft paa Sandbanken herved Byen et nyfødt dræbt Drengebarn, indsvøbt i et gammelt Forklæde; det formodes at have henligget der et Par Dage før det opdagedes. Uagtet Politiets Efterforskninger er det endnu ikke lykkedes at opdage den unaturlige Moder.

10/7:
Det er lykkedes Politiet at opdage Moderen (en Tienestepige heri Byen) til det paa Sandbanken fundne nyfødte døde Barn. Hun fødte Barnet Søndagen den 25 Juni Kl. 5 om Eftermiddagen, gjemte det derpaa i sin Kiste et Par Dage, hvorpaa hun en Morgen henbar det paa Sandbanken, hvor det fandtes to Dage efter.

6/1 1855:
Ved Overrettens Dom af 2den Januar blev Bodil Sørensdatter af Gjeldsted dømt til Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, for at have undladt at søge Midler anvendte, der muligen kunde have reddet det Barns Liv, som hun fødte den 25de Juni f.A., og hvis Liig den 30te s.M. fandtes paa Sandbanken heri Byen.

privatliv

I den patriarkalske husstand holdt man på formerne. Herskabet sjaskede ikke rund i negligé for øjnene af tjenestefolkene. Og man var diskret. Tjenestepiger havde ry for at sladre.

Intime forhold mellem herskab og tjenestefolk ses sjældent. Men der er enkelte eksempler.

Frantz Fleisner*, en indvandret schweizer, kom til Næstved fra København, etablerede sig 1838 som bomuldsvæver og tøjfabrikør på hjørnet af Riddergade og Torvestræde. 1840 er han enkemand med tre børn på 12 10 og 8, alle født i København. Han har ansat tjenestepigen Trine Svendsen på 21 der også kom fra København. 1845 er hun avanceret til husholderske - og moder til Eva på 4 og Theresia på 1, men er stadig ugift. Det er der rådet bod på i 1850 med avancement til hustru - og parret har fået yderligere tre børn. Frantz døde ved nytår 1851/52. Trine, nu enkemadam Fleisner, overtog gården. Efter et par år giftede hun sig igen med den fem år yngre Conrad Ferdinand Petersen* der nedsatte sig som købmand. Han døde 1896. 1901 sad enkefru Petersen, alias Trine, tilbage, nu 83 og selv med tjenestepige.

NT 28/1 1875
NT 28/1 1875, Kindhestegade 20

Grosserer, cementvarefabrikant Jacob Thaning*, Vordingborgvej 22, forblev ungkarl. Han døde 1916. Hans testamente eller arvinger stiftede et legat der sikrede hans mangeårige husbestyrerinde frk. Sofie Nielsen en livrente.

tyende-stereotyper

NT 16/11 1910
NT 16/11 1910
NT 7/9 1919
NT 7/9 1919

afvikling

Medhjælperloven fra 1921 afløste tyendeloven og afskaffede revselsesret og skudsmålsbog. Tjenestepiger blev til husassistenter. De forsvandt gradvis omkr. 1950. Husholdningen blev afløst af vore dages kernefamilie. Middelklassen er rigere end nogensinde men må selv klare opvasken, kun med hjælp fra en maskine. Det er en betydelig forandring i vores måde at være her på.