ca. 1890, Christensen & Co., NæstvedBilleder TP,51,111, udsnit
Kindhestegade 11. Personale & familie holder afstand. Gætter på at hattene er svende, kasketterne lærlinge. Og så ville naboens dreng med på fotoet (også gæt).
Sophus Merkel* etablerede sig 1846. 1859 købte han gården her, hvoraf fotoet kun viser en del af forhuset, af høker P. Carlsen og flyttede hertil. 1861 konstruerede han en vaskemaskine som han samme år opnåede 5 års patent på for hele kongeriget; på den lokale industriudstilling året efter blev den præmieret; han reklamerede: Den vasker hurtigt, og tøjet slides aldeles ikke (NA 28/10 1862). Han døde 1888, så det er tvivlsomt om han er med på fotoet. Hans enke videreførte bødkeriet til død 1897, andre -1956. Huset blev 1946-47 skiftet ud med Bødkergården.
mester M. Andreasen, 1 enkelt svend, en datter passer symaskinen - dem havde han (f. 1865) 5 af, født 1890-99, værksted på kvisten. Hvor? Har ham 1898-1919 på 4 adresser med få skridt imellem: Grønnegade 1-3, Ramsherred 11, Grønnegade 7 og 22. 1901 boede han osse på adressen. Men det gjorde han ikke 1906, 11 og 16, lidt usædvanligt.
Kildemarksvej 9. Kusk Carl Chr. Lund (f. 1864) overtog forretningen efter Chr. Hansen 1908, 1912 også huset, og afstod den 1919/20 da Kildemarksvej blev skåret over og afløst af Rampen. Huset ligger endnu for enden af den blinde stump. Ud over de 3 børn t.h., født 1890-1904, boede farfar her - et exempel på en ret sjælden 3-generations-familie. 1916 var datteren væk og erstattet af en tjenestepige.
Detailhandlerne og høkere lå tæt. Det hændte at husværten løste næringsbrev og bortforpagtede butikken, således malermester Hermann Jensen* 1906, skønt der allerede var detailhandel i nabohuset, murermester Karl Christensen 1910, skønt der allerede var detailhandel på hjørnet overfor.
Druk var et væsentligt samfundsproblem. 1876 indskærpede en politiplakat Paa given Anledning at Næringsdrivende her i Byen, der ikke ere berettigede til Brændeviinsudskjænkning skulle holde sig fra det (NT 18/7). I byrådet 2/11 1882 mindede formanden [Salicath*] om reglerne: I 1874 var det vedtaget, at der ikke maatte være over 18 Værtshuusholdere, 3 Restauratører og 3 Konditorier; for Gjæstgivere kunde derimod ikke sættes nogen Grændse. Problemet var den sidste gruppe. Chr. Petersen* påstod uden at blive modsagt at der i byen var Gjælstgivere, der daarlig kunde logere sig selv, end mindre optage Reisende. Salicath kunde ikke nægte Næringsbeviis, ja han kunde ikke engang nægter Vedkommende at holde Piger til Opvartningen. Der var ikke andet Middel til at slaae disse Kneiper ned end ved at sætte dem op i Skat (NT 4/11). A.J. Michelsen* var skeptisk: Vil man drikke, saa gjør man det, enten der er 20 eller 10 Gjæstgivere (NT 25/11 1882). 1889 klagede Good Templar Logen Gylfe til amtet over byfogedes passivitet over for uberettiget værtshushold forklædt som gæstgiveri. Salicath erkendte i byrådet 2/5 at nogle af disse Gjæstgivere knap havde saa megen Plads som var nødvendig til Soverum for Familien, og ikke Spor af Gjæsteværelser eller Sengeplads til Gjæster. 5 af disse Gjæstgivere havde derpaa mødt i Politiretten, hvor de havde lovet inden Efteraaret at faa indrettet dem bedre. Taleren mente, at det ville være inhumant rent ud at forbyde de paagjældende at fortsætte deres Næring. (NT 4/5). 1901 bad Kjøbstadsforeningen om byrådets holdning til problemet. Raadet vedtog at det "ikke fandt, at Gjæstgivernæringen burde underkastes Indskrænkninger i Lighed med Værtshusholdernæringen" (NT 16/2).
Chr. Larsen*, hidtil købmand på Brotorv, åbnede 2/8 1889 udsalg fra Masnedsund Andelsslagteri på Kirkepladsen 1. Næstved sundhedsvedtægt forbød, modsat mange byers, at tilføre byen dele af slagtedyr. Byfoged Salicath* og byrådet fik straks lukket dette udsalg af Slagteriaffald, kort efter også lignede udsalg i Lille Næstved og Sandstræde der havde kunder fra købstaden. NT så indgrebet som negativt for Byens Beboere, der i Svineslagteri-Udsalget vilde faa Adgang til billige og gode Fødemidler (2/8) og Udslag af Uvilje mod Landboernes Andelssvineslagteri (24/8). Altså det konservative bystyre mod bønder og arbejdere.
1893 androg flere landboforeninger om en lempelse af reglerne, året efter fulgt af Fællesorganisationen af Arbejderforeninger. I byrådet 7/6 1894 fastholdt sundhedskommissionen med Salicath som formand sin afvisning for Medborgernes Sundheds og Livs Skyld. Men et forslag fra Henrik Schultz* om at aabne Ret til Udsalgssteder for Affald fra Masnedsund og Slagelse Slagterier splittede de konservative og blev vedtaget. Slagtere og Kjødforhandlere i Nestved og Omegn protesterede til ministeriet uden resultat. Tilladelsen blev givet på strenge vilkår, bl.a.: Anlægges et Andelssvineslagteri eller større Exportslagteri i Nestved eller nærmeste Omegn, ophører den Slagterierne givne Tilladelse (NT 1/11).
Sundhedsvedtægten blev altså også brugt til at beskytte først byens slagtere og høkere, så Nestved Svineslagteri (1896) mod konkurrence. Den første til udnytte tilladelsen blev købmand Emil Jensen*, men slagterier fulgte efter og den slags butikker med lokal forpagtning blev del af bybilledet. Beskyttelsen af Koopmanns kunne åbenbart ikke opretholdes, 1913 åbnede det udsalg på linje med konkurrenters i Vinhusgade 9.
Industriforeningen fra 1861 organiserede ikke specielt industrien (sådan en fandtes knap) men erhvervsdrivende bredt. Den drev 1868- Tegne- og Skriveskolen der 1884 blev Teknisk Skole og formidlede oplysning, kultur og selskabelighed.
Håndværkerne følte ikke at Industriforeningen varetog deres interesser (NT 4/8 1886) og etablerede 18/12 1880 Haandværkerforeningen. Tømrermester Vald. Svendsen* blev første formand, skomagermester C.C. Nielsen* var formand o. 1885-93. 1887 arbejdede foreningen for fair licitationer, 1901 forgæves for etablering af en håndværkerbank i kapløb med bogtrykker Carl H. Christensen*. Under paraplyen organiserede mange fag sig i egne foreninger. 15/6 1883 stiftedes Handelsforeningen, 1919 omdøbt til Handelsstandsforeningen. Den etablerede 1885 Næstved Handelsskole og drev den. Små handlende følte ikke at foreningen varetog deres interesser, og stiftede 1888 Detailhandlerforeningen, senere Handelsforeningen. Beværterforeningen blev stiftet 1884 med Carl Søllegaard* som formand. Den organiserede både værtshusholdere og gæstgivere.
Organisationerne opstillede, enkeltvis eller flere sammen, kandidater til byrådet. Blev en valgt, betragtede foreningen ham som sin repræsentant. Det gav bystyret et korporativt præg, forstærket af bred enighed om at væsentlige erhverv og kompetancer burde repræsenteres i rådet.
Loven om næringsfrihed 1857 signalerede liberalisme. Men organisationerne beskyttede deres medlemmer og holdt priserne oppe ved at begrænse konkurrence. Eksempler:
