Jernbanegade 29-33, Farimagsvej 34

Jernbanegade 31-33, Farimagsvej 34
1/7 2008 kl. 11.21

opført før 1907 (bbr: 1900). Oprindelig stod facaden i blank mur med kvadrede hjørner og gesimser. Jernbanehotellet:

Så blev her beværtninger:

Bagest t.v. mod Jernbanegade åbnede Sonja og Frank Madsen september 71 Tower Pub - Næstveds første ægte pub, efter engelsk mønster. Den forsatte fra oktober 1977 under skiftende ledelse og findes stadig.

På 1.sal blev der diskotek under skiftende navne: 1970-71 Madrigal, fra maj 1972 Rafaél, fra 3/2 1977 Nattergalen, omkr. 1982-86 Ny Rafael, fra 1988/89 Si-Si, omkr. 2003 Flashlight. I stueetagen var der Pulterkammeret o. 1976-77, så Topsy, fra december 1988 Corner Bodega.

I den høje kælder t.h. mod Farimagsvej, det tidligere hotelkøkken, har der siden 10/4 1975 været mere seriøs restaurant, først Munkekælderen, fra senest 1985 Steakhouse Munkekælderen, siden november 1989 Italia ved Antonio Iaria, tidligere i Jernbanegade 15. Den har bredt sig til stueetagen.

Fyrtøjet

Fyrtøjet, Farimagsvej 34
20/4 2003 kl. 10.01

Farimagsvej 34. Huset ses formentlig på et træsnit fra 1870 eller kort efter.

Iflg. overleveringen har her været værtshus siden 1874. Senest 1888 var ejeren P. Hemmingsen. Han annoncerede 24/12 1890 (NT): Et ældre Gjæstgiveri er billig til Afstaaelse. 22/12 året efter (NT):

Nyt! Dags Dato aabner undertegnede et Gjæstgiveri i Jernbanekroen med Kreaturvægt og stor Staldplads og anbefaler mig til d'Hrr. Handelsmænd og alle andre ... Næstved Jærnbanekro, den 19de Decbr. 1891 ... J.P. Hansen, Gjæstgiver, forhen i Torvestræde

Det må være Jernbanehotellets fødselsattest selv om navnet først ses året efter, og selv om hovedbygningen antagelig er yngre.

Derefter var der krostue for hotellet. Tyende holdt til her, mens herskabet tog ind på hotellet. Bagved var der stalde med vognmandsforretning, o. 1910 ved A.P. Dehn, o. 1927-29 J.P. Jensen, også Staldforpagter, o. 1934 R.M. Nielsen med cyklestald, bilvask og garager. Redningskorpset Zonens Næstved-afdeling begyndte her 1929 med en enkelt ambulance; 1932 flyttede det til den daværende brandstation i Teatergade bag Industribygningen.

Da hotellet lukkede 1969, fortsatte krostuen som værtshus. En tid hed det Rottehullet - i folkemunde Røvhullet. Efter en større istandsættelse 1985 blev det til Fyrtøjet.

26/6 2009