Købmagergade 18

I ældre tid var matriklerne her lidt anderledes opdelt, men omtrent her var den nærliggende Sct. Mortens Kirkes præstegård fra senest 1682 til den blev revet ned engang mellem 1810 og 1827. 1682 beskrives forhuset som et brandt murhus, altså et murstenshus. Det har nok været af ældre dato, for antagelig senest 1736, i hvet fald 1761, var det erstattet af en bindingsværkslænge.

Op genem 1800-tallet lå her et bindingsværkshus, 6 fag 1 etage, som cand.pharm., kollektør, senere fabrikant Henrik K. Milling (1835-1880) købte engang mellem 1867 og 1870. Senest sidstnævnte år er erstattede han et ubetydeligt sidehus med et nyt og større baghus, delvis bindingværk, 8 fag, delvis grundmur; anvendelsen er registreret som brændehus, pakhus og locummer. 1876 gav han forhuset en grundmuret facade. Lidt senere, i hvert fald før ca. 1910, blev det erstattet af denne byvilla.

Maj 1869 grundlagde H.C.C. Lund (f. 1830) Mineralvandsfabrikken Fortuna. Annonce i Næstved Tidende 28/5 1869:

Mineralvandsfabrikken på Købmagergade i Nestved.
Herved tillader jeg mig at anbefale mit ny anlagte Fabrik for Tilvirkning af
Mineralske vande og mousserende Lemonader
i et æret Publicums velvillige Erindrig.
Dhrr Handlende gives Rabat.
Pristlister erholdes paa Forlangende.

C. Lund

Året efter, 1870, overtog Milling, ejeren af huset her, fabrikken. Iflg. dens gængse historie lå den fra begyndelsen i kælderen til det daværende forhus her. Det stemmer ikke med at brandtaksationerne 1867, 1870 og 1876 ikke nævner nogen kælder. Mere sandsynligt er at den fra senest 1870 har været i Millings nye baghus og først senere flyttede frem i forhusets kælder. Det er også bedre foreneligt med at den fra begyndelsen eller meget tidligt skal have haft dampmaskine, senere erstattet af gasmotor, senere elektromotor. Brandtaksationerne 1870 og 1876 plejer at opregne fast inventar, men ingen dampmaskine her.

Virksomheden var vel ret beskeden, men udvalget var imponerende: Annonce i Næstved Tidende 17/1 1880:

Fra Mineralvandsfabrikken Fortuna, Købmagergade i Næstved anbefales
Soda- og Seltzervand
Hindbær-limonader
Jordbær-limonader
Ananas-limonade
Appelsin-limonade
Citron-limonade

H. Milling

Flasker udlaanes ikke.

Efter Millings død samme år blev fabrikken overtaget af apoteker J.S. Baagøe, Næstved Apotek, nu Løveapoteket, der drev den indtil 1906, fra senest 1903 ved bestyrer Carl C. Jensen (født 1872) der ejede den 1906-34. Efterfølgeren Carl Kristian Sivertsen (født 1896, ansat på fabrikken siden 1913, ejer 1934-65) flyttede den 1942 til Gottliebsvej 12 ude i Markkvarteret, hvor sønnen Gunnar Johan Sivertsen videreførte den til 1971, kombineret med Kongens Bryghus' øl- og mineralvandsdepot.

27/6 2009