Vi tager et lille hvil på bænken ved broen og nyder udsigten. Suså var lukket inde i underjordisk beton fra havnens anlæggelse til frilægningen år 2000. På terrænet ned mod åen lå Næstveds offentlige værker: el-, vand- og gasværk. De blev revet ned 1967-95.
Næstved Museum har fotos fra ca. 1890, 1927 og ca. 1940, optaget ca. herfra. Arkivet har dette fra 1950'erne:
hjørnet af Havnegade (t.v.) og Kompagnistræde. Den mellemste sidelænge er en udvidelse af det daværende vandværk 1899-1900. Forreste sidelænge er badeanstalten fra 1900. Det øvrige er elværket, opført 1909 ved arkitekt Julius Smith, dog er hovedlængen forlænget mod sydøst (t.h.) 1923-24 med den fint smårudede gavl. T.h. i baggrunden gavlen af Kompagnistræde 10 der fra begyndelsen af 1930'erne blev inddraget i værket til kontorlokaler.
Badeanstalten ophørte ca. 1970. Sidst i 80'erne blev Kompagnistræde 10 revet ned, 1991 var de øvrige bygninger tømt, forfald og hærværk satte ind. Elværket blev revet ned i maj 1995, badeanstalten i oktober-november samme år. 2000 frilagdes Suså gennem tomten.