Sct. Peders Kirkeplads 10-12, er det største af de tre huse, med syv boder, 36 m langt og med større bredde end de to andre. Det er også det yngste, bygget kort før 1484 af borgmester Mogens Tuesen.
Han forærede 1484, kort efter opførelsen, ved et gavebrev der endnu er bevaret, huset til Sct. Peders Kirke der til gengæld skulle afholde daglige, nøje specificerede tidebønner for ham og hans familie. Det blev en god forretning for kirken, ved reformationen bortfaldt alle tidebønner. Kirken skaffede sig stadig indtægter ved at udleje de syv boliger, men gik efterhånden over til mest at bruge dem som embedsboliger. 1736-66 solgte kirken dem successivt i nummerorden fra højre til venstre.
(de 4 nærmeste), 1600-1602 ombygget til 3 lejligheder, blev stillet til rådighed for latinskolens lærere og rektor indtil skolens lukning 1739. Rektor Gams enke boede her stadig 1761. På auktion 17/12 1766 solgte Sct. Peders Kirke dem som én samlet ejendom til regimentskvartermester, senere amtmand og justitsråd Esaias Fleischer der udvidede den mod gården (nedenfor): Esaias Fleischers Gaard. 1781 solgte han den til Sct. Peders sognepræst Bendix Holm der stadig ejede den 1801 og også boede her. Omkr. 1817 ejede pastor Faber den, o. 1817-34 han enke der også boede her.
Pastor Edv. West ejede og boede i gården 1853-59. West flyttede fra Næstved 1858 og solgte gården her til kammerjunker, ritmester Clauson von Kaas. Han boede her -1866, da han blev forflyttet til Vordingborg. Den nu ledige lejlighed blev annonceret: 8 større og mindre Værelser, Kjøkken, Spisekammer m.m., med Udgang til Vadskerkjøkken, Rullestue og Have ... Vognremise, Stald til 3 Hester, Fourageloft samt Andeel i et Karlekammer erholdes for 15 Rd. halvaarlig (NA 28/7). Toldforvalter 1862-78, baron C. Løvenskjold ejede og boede i gården o. 1867-70 med hustru, stuepige og kokkepige. Hans familie solgte 1874 til fhv. godsforvalter på Tybjerggaard J.E. Schmidt der nød sit otium her - død 1894.
Til gården hørte jævnt hen forpagtning af Fiskerholmen, en lille ø der lå midt i Suså ca. ud for gårdens bagside og var ejet af Næstved Kommune.
Lejere i forhuset var også standspersoner, fx. 1878-80 korps- og sygehuslæge Lorentz Lorck tilflyttet fra Købmagergade 9, fraflyttet til Ringstedgade 26; i baghuset skiftende håndværkere. I 2 kortere perioder var her restaurant:
1895 solgte Schmidts dødsbo gården til snedkermester Fr. Ypkendanz* der straks ombyggede forhuset til ukendelighed: Kirkepladsen 12 (nedenfor).
bevarede som den eneste sin oprindelige fladbuede dør i spidsbuespejl (nedenfor). Den var bolig for klokkeren fra senest 1579 indtil klokkerembedet blev nedlagt 1795. 1754 afhændede kirken den til klokker Mogens Christian Ascanius. Charlotte Kirstine Olsen boede her o. 1834-60, 1855 med plejedatter og tjenestepige; hun var enke efter Jacob Bentzen, Næstveds postmester 1813 - død 1830.
(bagest, t.h.) blev ca. 1640 slået sammen til én lejlighed der fra da til ca. 1715 var organistbolig. 1736 solgte kirken den. Skiftende ejere brugte den mest til udlejning. Vævermester Schock eller Skok, 2 generationer, boede her o. 1801-34. Læge Carl Schou boede her o. 1840-50, 1845 med kone, to børn og en tjenestepige; hans enke boede her 1855.
Efter nogen vaklen blev boderne 1-3 til Kirkepladsen 10.
af bod 1-3, gennemført 1975-78 ved arkitekt Jens Vestergaard Jensen, var kontroversiel fordi den var dyr og ofrede en malerisk helhed. Endnu mere omdiskuteret var og er rekonstruktionen af bod 4-7, endeligt besluttet 1979 og gennemført 1982-84 ved arkitekterne Knud Toftvad, Leif Topsøe-Jensen og Jens Christian Varming. Det meste af ydermurene måtte nybygges, også på bekostning af autentiske spor i murværket. Der anvendtes håndstrøgne munkesten fra Bygholm Teglværk ved Horsens, stykpris 17 kr. Skønt den samlede restaurering bygger på ganske sikre spor, vurderes den forskelligt. Arkt. Hans Henrik Engqvist skriver: (man) besluttede sig til at vove forsøget - og dette var utvivlsomt rigtigt, mens Topsøe-Jensen selv konkluderer: Havde man vidst dette fra starten, er det tvivlsomt om denne tilbageføring, som medførte nybygning af så store partier, var blevet fastholdt. (Boderne i Næstved, udg. af Næstved Kommune, Miljøministeriet og Planstyrelsen 1988).
var en stor mand i Næstved. Vi kender ham allerede fra 1461 da han som borgmester beseglede et dokument. Det gjorde han flere gange de flg. år sammen med både adelige, gejstlige, sin medborgmester og rådmænd i byen. Han var også kirkeværge ved Sct. Peder. Han må have været velhavende. De kostbare stenboder var en stor investering, han ejede også andre huse i byen. Men med gaven 1484 der også omfattede en badstue ved Suså, vekslede han den faste huslejeindtægt til faste tidebønner for sin og familiens salighed. Fire år senere, 1488, betænkte han igen kirken, denne gang sammen med 3 andre, nu med klokken Vitt eller Vitus.
Mogens Tuesen bekymrede sig åbenbart for sin frelse. Med god grund hvis vi skal tro et manuskript fra Skovkloster der ved hans død 1493 noterer:
Samme år døde en vis borgmester ved navn Mogens Tuesen en ynkelig død af fylderi og uden sakramenter og opgav ånden under et brækningsanfald. Han var en lang tid en fjende af dette kloster - det tilgive ham den almægtige Gud - men fortrød det til sidst og forbedrede sig. (cit. ovenf. anf. værk)
Hvorfor denne voldsomme modsætning til en mand der skænkede kirken så store værdier? Vi ved det ikke. Konflikt mellem klostret og Næstveds borgmestre var ikke usædvanlig, om brugsret til Rådmandsengen og om Maglemølles forretningsbetingelser, begge ejet af klostret. Skovkloster ejede Sct. Peders Kirke, modtageren af Mogens Tuesens rige gaver. Gavebrevet var udtrykkelig stilet til Sct. Peders Kirke, ikke til dens ejer Skovkloster.
set i retning modsat ovenfor, flankeret af Skolen på Kirkepladen (de 2 gavle i baggrunden t.v.) og Henrik Gotschalks Boder (delvis i forgrunden t.h.)
1895 købte snedkermester Fr. Ypkendanz* der også var ejendomsinvestor, bod 4-7 af godsforvalter Schmidts dødsbo. Samme år (tilladelse 18/6) eller kort efter ændrede og forhøjede han facaden mod Kirkepladsen. Resultat blev huset t.v., Kirkepladsen 12, med mørk stænkpudset facade. Det rummede 2 store lejligheder, 1 på hver etage. 1898 solgte Ypkendanz huset til grosserer Martin Frederik Olivarius der selv boede her 1901. Han solgte det 1905 til Næstved Kommune, der havde planer om at udvide skolen ved siden af, men det blev aldrig til noget. Da kultusministeriet 1924 fredede gården i klasse B, reagerede byrådet først med vantro - det måtte være en fejl - så med forsøg på at få fredningen omstødt.
Lejere:
1979 flyttede Kunstoreningen hertil fra Grønnegade, 1980 flyttede den til Den Gamle Borgmestergård. 1982 blev huset skrællet ned og ind til sin middelalderkerne.
Midt i billedet bod 1-3, senere Kirkepladsen 10. Huset har (bagest) den eneste bevarede fladbuede dør i spidsbuespejl men ingen middealderlige vinduer. Helt t.h. Henrik Gotschalks Boder (1 side frem).
boder nr. 4 (t.v.) og 3 (t.h.) - nummerering fra vest (h.) mod øst (v.)
De syv boder var ens. Hver har et indvendigt areal på ca. 27 m², efter alt at dømme fordelt på forstue (3 m²) og kammer (6 m²) mod nord, de to vinduer hørte til kammeret, og stue (18 m²) mod syd, desuden kælder med samme areal, loft med kvist og måske endnu et loft under tagryggen. Hver bod havde ildsted, måske også kakkelovn. Skorstenen førte røgen op øverst under taget, hvor den selv fandt ud mellem tagstenene.
De ret små kviste er ikke medtaget ved restaureringen da der har været tvivl om de var oprindelige. Overgangen mellem de to faser af restaureringen kan anes. Under restaureringen sænkede man brolægningen ca 10 cm. Alligevel var det opr. niveau 30-35 cm lavere, så at facaderne opr. fremtrådte højere end nu.
Trappefrisen øverst er oprindelig, ligeledes rudemønstret i murværket under vinduerne, opbygget ved udnyttelse af de mørkbrændte kopper (bindere), der var en naturlig del af datidens teglproduktion.
Fladbuedøren i spisbuespejl er kun fuldt bevaret her i bod 3, i de andre rekonstrueret efter denne og sikre spor. Puds og kalkning i spidsbuespejl og trappefrise er rekonstrueret efter sikre spor, det samme gælder vinduerne.
Bod 1 (nærmest, t.v.): Op i 1700-tallet var organistboligens fremskudte hjørne mod sydvest skredet så meget ud, at det måtte nyopmures. Samtidig fik den store, moderne vinduer. Dem lod man være under restaureringen 1975-78, sikkert under indtryk af kritikken mod den konsekvente tilbageførelse.
Den brede kvist i bindingsværk er påbygget af klokker Mogens Christian Ascanius mellem 1754 og 1761.
I murværket mellem bod 3 og 4 anes overgangen mellem de 2 restaureringer, hhv. 1975-78 og 1982-84. Det er tydeligere tættere på (nedenfor).
Bod 6-7 (de to sidste t.h.): Facaden her har været delvis skjult af et stort grundmuret sidehus. Det går tilbage til regimentskvartermester Fleischer, der 1766 købte bod 4-7 af Sct. Peders Kirke og udvidede den til Esaias Fleischers Gård. Det blev udbygget kort før 1837 og først nedrevet 1969.
Fra den sydvendte stue, der set fra Kirkepladsen lå i stueetagen, men fra denne side på 1. sal, førte døren ud til en svale, hvorfra en trappe førte ned til grunden foran døren til underetagen, der til denne side ikke længere er kælder. Svale med trappe var overdækket, formentlig med tegl som en direkte fortsættelse af tagfladen.
to fag af bod nr. 2, bod nr. 3 og 4
1754 købt klokkeren Mogens Christian Ascanius sin embedsbolig, bod 3. Han renoverede den og påbyggede den brede bindingsværkskvist, som man under restaureringen lod blive. I murværket mellem bod 3 og 4 anes overgangen mellem de 2 restaureringer, hhv. 1975-78 og 1982-84.
Boderne 4-7 var også til denne side blevet forhøjet med en etage i 1830'erne, ved restaureringen måtte murværket vidtgående fornys. I overetagen er døre og vinduer rekonstrueret efter sikre spor, åbenbart ikke sikrere, end at de to restaureringsfaser har tilladt to udformninger, især af vinduerne. I underetagen er lys- og luftåbningerne rekonstrueret efter sikre spor, de fladbuede døre var bevaret i opr. skikkelse.