Cyklister er vistnok bedst tjent med at overholde reglerne. Men de skal være oppe på mærkerne og have gode nerver, for et beslægtet spørgsmål er, hvor langt man skal holde på sin ret. Det er svært, fordi der er så meget løs vurdering i det. Men begge yderligheder er farlige. Naturligvis skal man ikke stræbe efter at blive kørt ned af en bus. Omvendt skal man heller ikke trække sig i enhver situation, der evt. kunne blive farlig. Det gir uklarhed og dermed øget risiko; desuden sinker det trafikken og gør cyklen til et ineffektivt transportmiddel.
To eksempler, der har til fælles
- jeg som cyklist er fysisk himmelråbende underlegen
- jeg vurderer forkert
- de er drabsforsøg.
1.
Et stort og trafikeret kryds i Næstved, jeg skal ligeud, en mindre lastvogn med en ulovlig streamer på bagsmækken, der advarer cyklister om, at når den blinker til højre svinger den til højre, skal just til højre, jeg får øjenkontakt og markerer med venstre arm fremstrakt, at jeg skal ligeud. Alligevel svinger lastbilen til højre en meter foran mit forhjul. Med nød og næppe får jeg bremset ned og tværstillet cyklen få cm fra dens højre tvivllingehjul - uden at vælte.
2.
En af de smukkeste ruter i Europa er landevejen langs Lugano-søen. Men der er nogle tunneler. De er både ubehagelige og farlige at cykle i. Risikovurderingen begynder allerede ved planlægning af ruten. Man vælger helst den rute, der har færrest tunneler og formodentlig mindst tung trafik - det sidste kan være svært at vurdere på forhånd. Jeg er så på vejen, i en ret kort tunnel lige før grænsestationen til Schweiz.
En øredøvende larm fortæller, at et stort skrummel nærmer sig bagfra. Jeg når ud af tunnelen frem til grænsestationen, foran skrumlet, der viser sig at være en rutebil. Jeg stoppe op for at lade den passe inden næste tunnel, der osse er ret kort, men snæver. Den kører ind i en sløjfe, som jeg opfatter som endestation. Jeg venter. Den blir holdende. Det passer godt med, at det er en italiensk rutebil. Altså gælder det om at komme gennem næste tunnel, inden andre skrumler dukker op. I gang! Øjeblikket efter starter rutebilen, giver et dyt lige bag mig, og uden at give tid - til hvad også, ingen handling er mulig - presser den mig ind i den rå og ru og af dieselos møgbeskidte klippevæg og kører videre med endnu et dyt. Med ydersiden af højre arm og skulder flået op i et møgbeskidt sår gennem et flænget ærme kræver det en timestid i næste rastelomme - for at få pulsen ned og overveje, om cykling er sagen.
I det her tilfælde gik det galt, men det er tit en god idé at holde ind til højre og lade et stort skrumme passere. Men man kan være så uheldig at lande på en strækning, hvor de store skrumler, uden at det på forhånd kunne læses af kortet, kører i endeløse kolonner. Så er det ikke konsekvent muligt, fordi man så aldrig kommer videre, og at holde i vejsiden er også farligt. en god løsning kunne være at dreje fra og vælge en anden rute. Men det er tit ikke muligt i bjerge, hvor vejene er få. Sådan en vej går fra Salo ved Gardasøen op til Idro-søen. Det er den farligste vej, jeg nogensinde har kørt på. Der er to slags lastbiler, dels dem til lokal industri og byggeri, dels dem, der vil en bagvej over Alperne for at undgå al vrøvlet ved Brenner og andre store pas. Men begge grupper var enige om, at en cyklist ikke havde noget at gøre dér - hvad de for såvidt havde ret i. Man kan kun gætte på, at enigheden er delvis stiltiende, delvis formidles gennem deres kortbølgeradio. De ignorerede mig blot, dvs. gav ikke den mindste smule extra plads. heller ikke, når der ikke var modkørende. En enkelt rykkede dog til højre og prøvede at ramme mig - meget underligt, det ikke lykkedes. Det siger sig selv, at jeg valgt en anden rute, da jeg skulle væk fra søen igen, også selv om den krævede to bjergpas med i alt ca. 1400 højdemeter.