Hvis man cykler i sydlig retning langs Rhône-flodens højre (= vestlige) bred, passerer Lyon og drejer til højre mod Saint Etienne (og videre mod den meget smukke øvre Loire), så kommer man ind på en ca. 30 km (tal- og stedsangivelser kun efter hukommelsen) lang jævn stigning. Det går gennem et stærkt urbaniseret distrikt på randen af industrislum, meget ucharmerende. Vejen er den næstfarligste, jeg nogen sinde har cyklet, snæver, overbelastet, også med tung trafik, og elendigt reguleret. Syv km før bygrænsen til Saint Etienne har myndighederne taget konsekvensen og gjort den til motorvej. Den går i lige linje med en jævn stigning på knap 100 m, indtil den ophører ved bygrænsen. Fint nok!
Men der må jo så ikke cykles. Cyklister blir i stedet ledt ad en bivej via to bjerglandsbyer. Landskabeligt en oplevelse. Men distancen er 18 km, og man skal over to højder i alt godt 1000 højdemeter, svarende til et gennemsnitligtligt mindre Alpe-pas, bare stejlere. Nedkørslen er for urbaniseret til at kunne bruges til noget.
Nu skal jeg ikke påstå, der ikke findes en nemmere cykelvej. Kun at jeg så ikke kunne finde den, og at to englændere, ligeledes erfarne og sprogkyndige langtursfolk, heller ikke havde kunnet to dage før, og at vi havde spurgt lokale.
Problemet er ikke stort for en forbipasserende feriecyklist, og lokale, der bruger cyklen som transportmiddel, findes vel knap. Exemplet er extremt, men alligevel ikke misvisende: alle de steder, jeg har oplevet(*), med trafikseparering mellem biler og cyklister har cykelvejen enten
- været markant længere
- haft langt flere højdemeter
- været dårligt skiltet og svær at finde og fastholde
oftest flere af tingene samtidig. Nogengange har den til gengæld givet større sikkerhed, men det er langtfra altid og ikke sjældent tværtimod.
* har cyklet i DK, S, D (Vest og Øst, opleves stadig som 2 lande), CZ, A, Slovenien, I, CH, F, E