Lundsteins gård

Lundsteins gård, Kindhestegade 26-28
13/6 2004 kl. 11.11

Kindhestegade 26-28, hjørnet af Møllegade (t.v.), opført 1980/81 ved arkitekt Gustav Petersen for autoforhandler Per Nielsen. Efter en brand i april 1988 blev facaden mod Kindhestegade delvis rettet op idet nogle store butiksvinduer erstattedes af mindre.

Med lidt god vilje var det en genopførelse. Vi kan følge en hjørnegård af omtrent samme omrids tilbage til 1682: Udmuret bindingsværk, 19 fag til Møllegade, 9 fag til Kindhestegade. Den lange fløj mod Møllegade med gennemkørselsport havde indtil midten af 1800-tallet to etager og regnedes som forhuset. At det var en ganske statelig gård ses af at locum nævnes fra 1761, fra 1827 brønd i gården med brøndværk og endda indedørs post med behørig redskab i køkkenfløjen. Gården havde også en mindre længe helt t.h., på en del af nuværende nr. 24's grund. En lang baglænge i bindingsværk, én etage med læssekviste, stod endnu 1951.

1682 bor borgmester Jørgen Eggers her. Han har antagelig været købmand, idet der nævnes en bod under stuevinduerne til gaden, dvs. Møllegade. Så gik der våde varer i den velbeliggende ejendom: omkr. 1736-53 ved enkemadam Ebbesen, omkr. 1761 ved Frederik Christensen, omkr. 1781-87 ved købmand Friderich Frich. 1753 var her også plads til Mons. Boshel, galanterie kræmmer. Der må have været efterspørgsel, for han havde 4 svende boende.

Op i 1800-årene ser vi også her den voksende beboelse der var almindelig: 1840 er her 3 husstande med 13 personer:

1845 er her 5 husstande, 25 personer

1850 var her 3 husstande med 38 personer, 1860 3 husstande med 42 personer, begge år en usædvanlig stor husstand:

1847 overtog Ludvig Boye Lundstein (1809 - 1871) en af de eksisterende købmandsforretninger i gården. Senest 1850 var han også postholder, dvs. vognmand med kontrakt med postvæsnet hvilket også indebar personbefordring med postvogne eller diligencer. Det år bor han her med fru Emilie, 4 børn, 2 tjenestepiger og 11 -karle, ialt 19 personer. Senest 1860 ejer han gården. Da er hans husstand vokset til 30 personer, tyendet består af 2 tjenestepiger, 1 sadelmager, 2 snedkersvende, 16 postilloner og 1 tjenestedreng. 1870 havde han 23 personer personer boende, ud over familien 2 tjenestepiger, 3 smede, 3 diligencekuske, 8 ekstrakuske og 2 arbejdskarle. En diligencekusk boede for sig selv. Der var omkring 50 heste.

Samme år kom banen til byen. Det projekt mødte betydelig modstand hos lokale erhvervsdrivende. Mon ikke også hos Lundstein? Den moderne trafikudvikling undergravede postholderiet. I begyndelsen af 1871 solgte Lundstein ud:

Auktion over Befordringstøi. Lørdagen den 18de Marts .. lader Hr. L.B. Lundstein, paa Grund af Totalt Ophør med Vognmandskjørsel, ved Auktion paa hans Bopæl heri Byen, bortsælge: 8 a 10 Heste, 1 Deligence, 6 Vienervogne, 2 Kaleschevogne, 4 Fjedervogne, 3 a 4 Slæder, nogle Agestole, Læder-Seletøier, Ridesadler, Dækkener m.m. (NA 9/3 1871). 8/8 samme år døde han.

Yngste søn Carl E. Lundstein (født 1850) fortsatte købmandsforretningen i hjørnelokalet til sin død engang mellem 1915 og 1919; 1901 vaqr han stadig postkontrahent, men tilbage var der kun den gule vogn, pakkevognen der kørte mellem posthuset og banen. Senest 1904 har vognmand Karen M.Petersen i Farvergade overtaget entreprisen, senest 1915 Fr. Petersen på hjørnet Farvergade Kirkepladsen. Købmandsforretningen her på hjørnet blev videreført uændret af Carl Sørensen o. 1919-20, Axel Bruno Andersen 1928-45/46; han blev i besættelsens sidste år beskyldt for overdreven handel med tyskerte og udsat for rudeknusning, kulminerende med en bombesprængning 14/4 1945; det fik ham til at give op. Andre fortsatte vist forretningen til 1963.

Carl Lundstein havde to ældre brødre: Fritz Peter (født 1843) forpagtede ca. 1880 Ydernæsgård og var meddirektør i Næstved Diskontobank 1907-23. Julius (født 1848) overtog før 1888 Herlufsholm Dampmølle hvor han 1899 åbnede brødfabrik (dampbageri). Helt op til nedrivningen ejede familien Lundstein gården her.

Lundsteins husstand var ikke gårdens eneste:

også endnu en købmandsforretning:

Senere

I det nye hus blev der HTH Køkkenforum i det store hjørnelokale fra senest 1986 til udflytning til Messebuen 1 1996. T.h. blev der straks servering:

10/10 2009