Tvangsarbejdsanstalt

Tvangsarbejdsanstalt
11/9 2006 kl. 12.39

Centralsygehuset i Næstved. Opr. Tvangsarbejdsanstalt, opført 1867-68 ved arkitekt Vilhelm Tvede for Præstø Amt , udbygget 1884 og 1897 ved samme arkitekt i samarbejde med Vilhelm Friederichsen. 1937-38 lod amtet den om- og udbygge til sygeplejebolig 1937-38 ved arkitekt N.P. Pedersen Gundstrup, der tilføjede den lavere forlængelse af baghuset. Bygningerne er stadig en del af sygehuset.

Fra 1866 kunne tiggere og omstrejfere idømmes tvangsarbejde. Ved åbningen af anstalten her skrev Næstved Avis: Dens hele Indretning er saare hensigtsmæssig og svarende til Tidens humane Aand. 1870 husede den 7 lemmer, desuden bolig for værkføreren og hans kone. Mandfolk og Fruentimmere blev holdt adskilt, også gården var delt af en mur. Efter udvidelserne kunne anstalten rumme 26 mænd og 10 kvinder. Tvangsarbejde i sin gamle form blev afskaffet med Zahles nye straffelov 1930, men videreførtes i amtsligt regi, i Næstved i en tilbygning til Kanalgården.

I somrene 1935 og 36 brugte Turistforeningen i samarbejde med Herbergsringen huset til vandrerhjem.

Funktionærboligen blev indrettet til 81, fortrinsvis sygeplejersker. 1880-1938 var alle ledende stillinger ved overenskomst forbeholdt diakonisser. Herefter var amtet henvist til Syghusforeningens overenskomst med Dansk Sygeplejeråd. Det betød nye tider; Næstved Tidende 9. marts 1938: Faar Sygeplejerskerne paa Sygehuset Ret til at indgå Ægteskab? Avisen bragte ikke svaret, men mon ikke de gjorde. Ca. 1960 afløstes eller suppleredes værelserne her af moderne lejligheder i det nærlinggende Herlufsvænge.

------
Vilhelm Tvede (1826-91, København) tegnede også Industribygningen i Jernbanegade 1876-77, nedrevet 1965.

Tvangsarbejdsanstalt
10/4 2004 kl. 15.08

Nu er her bl.a. børneambulatorium

Den lave fløj t.h. er den tidligere cellebygning. Da de sindssyge blev flyttede i 1850'erne, beholdt man to celler, formentlig til akutte tilfælde, i det gamle sygehus' sidefløj som anes helt t.v. Ca. 1897 tilføjede arkitekt Vilhelm Friederichsen denne forlængelse til formålet. 1937-38 blev her inspektørkontorer. Nu er her Medicinsk-historisk Samling.

28/10 2009