Boligblokke med nu 208 lejligheder og et par butikker, Karrebækvej, Mosevej, Marskvej, Digevej, Toftevej og Slettevej, bygget i etaper 1952-1963 ved arkitekt H.C. Friis-Jensen & ingeniør Johs. Jørgensen for Næstved Boligselskab. Her er det Digevej 10. Udførelsen varierer lidt med tid for opførelse og istandsættelse. Skiftende bygmestre, bl.a. murermestrene Niels Andersen, Anders Hansen og Chr. Lauridsen.
Som det var skik dengang blev der også et par dagligvarebutikker, på hjørnet af Mosevej og Karrebækvej: 1952- bageri, - mindst 1970 ved Ourø Jensen, og slagterforretning, nu kiosk.
Socialt boligbyggeri ca. 1945-65: lyse lejligheder med altaner i fritliggende blokke i grønne anlæg med varmemesterbeskæring af busketter. Næsten alle ligner hinanden. Sammenlign evt. Vandtårnsparken og Præstøvej 99A-109E. Mange 68-ere var vokset op i sådan nogle lejligheder.
Bebyggelsen har navn efter Lille Næstved Møllegård. Den brændte o. 1900 men blev genopbygget, med undtagelse af selve møllen, og fungerede som et større landbrug. Ejeren Morten Hansen (1872-1960) solgte en del af jorden til Næstved Kommune der gjorde den til havneareal.