Hjultorv 3
6/4 2003 kl. 10.40, © pelo

Hjultorv 3

Stueetage i grundmur 1855/56 for melhandler Ross, 1. sal påbygget 1884 af murermester P. Hansen for bogbinder Emil Kauth*. Han købte stedet af Ross' enke december 1874 og flyttede hertil 1875/76 fra Kirkestræde 4 hvor han var begyndt 1862. Hans Bog- og Papirhandel, Bogbinderi og Protokolfabrik handlede også med legetøj og galanteri- og lædervarer. Han boede her også, 1890 vel ovenpå med kone, sønnen Herman (f. 1867) der var medhjælper og to år senere kompagnon, og to tjenestepiger; 1901 med kone, to tjenestepiger og en ekspeditrice. Enkefru Charlotte Kauth (f. 1831) ejede og boede i huset til 1924. Sønnen videreførte forretningen til 1930. Han boede o. 1901-11 i Jernbanegade 3, o. 1916 i Jernbanegade 9, senest 1921 på førstesalen her.

Importøren 1932
1932, starbas.net N-B-8689

1930 fulgte Importøren ved Hans Frederik Weinreich Petersen (1892 - 1944), tidligere medindehaver af mekanikerværksted i Kindhestegade 12. Han boede på 1.sal med familien. 1940 eller kort før afgav han navnet til den kæde der havde forretning i Ringstedgade 3 og omdøbte forretningen til Cykle-Importen uden at sortimentet ændredes: Det omfattede fortsat også legetøj (i kælderen), køkkenudstyr og værktøj. Han døde 1944, enkefru Marie Pedersen og sønnen Vagn fortsatte - 1955/56.

1948 solgte enkefru Petersen huset til købmand Nøglebæk, 1956-83 var det del af London Magasinet ved siden af.

220, gl. 128a