renæssance ca. 1500-1650

Apostelhuset
o. 1510-20, 1884-85
Riddergade 6
detalje 1589
Ridderhuset
o. 1600, 1884-85
Oberst Schwanes Gård
1606-

ombygget eller forsvundet

Store Mølle
1627
Vinhusgade 8
1637
Herlufsholm
ca. 1560, ændret 1868-70
Axeltorv 10
ca. 1600, ændret 1869
Axeltorv 11
mellem 1622 og 1651, ændret o. 1850

Især Christian 4. (1596-1648) favoriserede hovedstaden med voksende hof, repræsentativt byggeri og merkantilistisk erhvervspolitik. Men købstæderne klarede sig længe også fint. I Næstved vidner et bevarede gårde vidner om velstand endnu o. 1600. Med de ødelæggende krige 1625- begyndte en stilstand eller endda tilbagegang. Bunden blev nået o. 1660. Men byerne var ikke en ensartet størrelse.

Den internationale handel flyttede vestpå. Ummelandsfarere, englændere og efterhånden navnlig hollændere, sejlede nord om Skagen, hansestæderne med Lübeck i spidsen tabte betydning. Handelen rykkede fra Østersøen, bl.a. Næstved, til Øresund og Kattegat. Det var en gradvis udvikling, men kong Hans' privilegier til engelske købmænd 1490 og Lübecks nederlag i søslaget i Lillebælt / Svendborgsund 1535 markerede den.

Med større skibe blev dårlige besejlingsforhold et større problem. Det ramte Næstved og Ribe, i nogen grad også Randers og Odense.

En opgørelse over købstædernes byskat i 1565 i kongeriget placerer Næstved på en delt 7.-plads, efter København, Malmø, Ribe, Ålborg, Køge og Odense, på linje med Helsingør, Svendborg, Nakskov og Århus.

Kernen i købstadens erhvervsliv var udveksling med oplandet. Men herfra truede også konkurrence. Dels fra landsbyernes høkere og håndværkere. 1519 forbød Christian 2. Lille Næstveds indbyggere at drive købmandskab - landsbyen var åbenbart ikke mere del af købstaden. Forbuddet blev gentaget flere gange. Dels fra godserne der i kongernes håndfæstninger sikrede sig ret til at handle, også med udlandet og på egne skibe - en rettighed Herlufsholm udnyttede.

En del af denne udveksling skete på byens torv. 1615 bestemte Christian 4. at bønder som kom til købstæderne på torvedage, skulle være ude af byen igen inden kl. 12 middag, for at de ikke skulle forarme sig med unyttig fortæring og drikken. Reglen beskriver nok snarere problemet end løsningen.

Håndværkerne var organiseret i lav. Regeringen var ked af lavenes karakter af monopoler med begrænsning af tilgang, ikke mindst udlændinges, og af konkurrence og forsøgte at kontrollere eller endda at ophæve dem, men forgæves.

Som udgangspunkt hørte købstæderne direkte under kongen, der efter inddragelsen af Skovklosters gods også var byens største ejendomsbesidder. Men hen ad vejen fik lensmændene, for Næstved på Vordingborg Slot, stigende indflydelse. Kongens repræsentant i bystyret var byfogeden der også var dommer i bytinget.

Over for byfogeden stod byrådet, borgmestre, i reglen 2, og rådmænd. Rådet var sammensat af byens større købmænd og var selvsupplerende. Under rådet hørte rådstueretten der vel især tog sig af civile sager, men kompetencen over for bytinget var skiftende.

Købmændenes dominans gennem byrådet søgtes begrænset ved borgerudvalg, rådstuemøder og ansættelse af en kæmner, kassemester. Fra senest 1528 var byen opdelt i 4 fjerdinger med centrum på Kirkepladsen. Andre steder kendes de som roder. De havde administrativ betydning, bl.a. ved skatteligning.

Renæssancen begyndte i Norditalien som en "genfødsel" af antikken. Den er også velkendt fra franske slotte, herhjemme fra Christian 4.'s København og fra en del herregårde, især her i Sydsjælland og på Fyn. Næstveds renæssance er borgerlig, provinsiel, i bindingsværk. Men den bruger de samme stiltræk i detaljen.

Næstved har været rig på sådanne renæssancehuse. Men de fleste blev revet ned 1869-1983. Dette er vist revl og krat af hvad der er tilbage. Apostelhuset kunne lige så vel regnes til middelalder.

marts 2024